fredag den 30. marts 2012

Fredagsglimt






Foråret springer ud, pipler op, bryder stakitter og pynter mit bord.
I værkstedet er foråret gået helt bersærk,
der er piplet så meget frem, at jeg i går aftes måtte ty til spisebordet, 
for at få klippet mig en kjole.
Der er materiale til en kvik lille forårsoprydning.

torsdag den 29. marts 2012

Tilpas


Ohhh at starte dagen med at tøffe over i værkstedet 
for lige at nyde synet af de nyeste garnforsyninger.
Som før omtalt er jeg helt og aldeles skudt i bomulds-uldblandingen,
og jeg har vilde planer med nyindkøbet.
Jeg er også helt og aldeles skudt i at være praktikant i byens bedste biks,
det er så dejligt.
Endeligt er det slet ikke værst at sidde og vente på bussen
når ventetiden udfyldes med farverige fibre og en gammel madpakke.

tirsdag den 27. marts 2012

Knitværks-zines






En lille flok Knitværkskvinder 
boltrede sig med papir, udklip, stempler og labels.
Jeg havde medbragt den store klippe-klistrekasse og en introduktion til at lave Zines.
Der blev klippet, revet, klistret og tapet
tegnet og skrevet.
Der kom vildt flotte Zines ud af koncentrationen og fordybelsen.

mandag den 26. marts 2012

Lokkeugle





For et halvt års tid siden,
proklamerede jeg synkront med den sure mand på P4.
"Nu gider vi fandenfløjtme ikke høre mere om den ugle"
Jeg havde syet SÅ mange ugler, at det faktisk slet ikke var sjovt længere.
Men min trofaste kunde Silke har lokket med mig.
Hun ville SÅ gerne eje et ugleomslag til A4-kinabøger, 
så en enkelt blågrøn ugle flyver nu fra reden.

Til tasterne

På sådan en mandag formiddag, 
hvor man venter på at ens nye tørklæde tørrer
og på at solen bryder frem.
Der sorterer man taster.

Mageløse Magnolia



Så er vi kommet til den magnoliaknoppuffende tid på året.
Lige om snart sender de udsprungne blomster den mest fortryllende duft afsted.
En forunderlig skabning.
De smuktformede dunede knopper har siddet klar hele vinteren.
De har samlet energi til 
en kort men overbevisende karriere 
som havens smukkeste blomst.
Når blomsterne forlader scenen
afløses de af smukt grønt løv og nye små knopper .

søndag den 25. marts 2012

Jeg er så nem at narre og jeg er glad i det



Jeg startede sommertiden med et finurligt selvbedrag.
Jeg var vågen tidligt i morges, kun for saligt at vende mig og nuppe en morgenlur.
Næste gang jeg slog øjnene op, 
tjekkede jeg lige tiden på telefonen.
Gisp, den var 9.30, omregnet til sommertid 10.30.
Jeg skældte og smældte på mig selv over at have ligget og snuet en solskins skøn formiddag væk.
Sprang ud af dynen, bryggede kaffe, greb en bolle og garnkurven,
Spredte lunt tæppe i kurvestolen og smækkede snuden op mod solen.
Det var først da mit øje ramte køkkenuret, 
at det gik op for mig 
at nutidens teleapparater jo selvfølgelig selv fikser en detalje som ændring til sommertid.
Så klokken var jo egentlig kun 8.30 i mit kropsur.
Vupti, jeg havde vundet noget der ligner 2 timer, i stedet for at miste 1.

Hele den solskinssalige søndag har kurvestolen og jeg fulgt solen.
den vinterblege hud har fået et svagt lyserødt skær.
Jeg har strikket og hæklet rundt og rundt.
Et skønt forårstørklæde i det lækreste garn jeg længe har arbejdet med.
Uld-bomuldsblandingen fra Garnudsalg.dk.
Både den tykke og den tynde.
Et miks af strik og hækling i vidunderlige farver.
Kvaliteten af  garnet er superb.
Det falder forrygende flot, er blødt og formfast på samme tid.
Nu skal spindeolien lige skylles ud, og det skal tørre,
før jeg kan fornemme det endelige resultat.
Men jeg nægter at tro,
at det bliver andet end tiptop godt.
Jeg hælder en opskrift ud her på kanalen,
så du kan godt købe ind allerede nu!

lørdag den 24. marts 2012

Kødæder eller en planteæder, kærlig eller kold?


Jeg aner ikke hvor det underlige dyr kom fra
hvilken race det er
om den er kælen eller krigerisk
hurtig eller sen
blød eller børstet
Men jeg lægger en godbid og tilbyder mit venskab.

Klippe, klemme, klenodie

Jeg har klippet grøn fjerpragt til en bogugle.

Jeg har fået nyt legetøj.

Jeg har jagtet denne perle i mange mange år.
Pludselig dukkede den op hos fru.Sommer
Nu er den indskrevet i værkstedets bibliotek.

fredag den 23. marts 2012

SogX





Strik streger, snitter og X-factor
det er OK fredagshygge

Held fra morgenstunden



Ohhhhh at træde ind i Læderiet hvor de just har fyldt restekasserne op.
Julerosen ældes med så megen ynde, at jeg sukker af benovelse.
Rabarberraketterne lægger an til start, desværre skarpt forfulgt af skvalderkål og peberrod.
Jeg lægger an til dagens syopgaver og satser på,
at når solen får kæmpet sig gennem skydækket, sidder jeg klar med strik, kaffe og næsen i sky.

torsdag den 22. marts 2012

Forårsgaver fra mig til mig


Torsdagsfristelser
overrumplede mig
.....og bare rolig, jeg har betalt for herlighederne

Blomstertyv

Tidligere var der ved indkørslen til vores hus
et orgie af farvestrålende forårsløg.
Nu er der bare fliser.
Jeg savner foråret lige udenfor min dør.
Da indkørslen blev gravet op sidste sommer, forsøgte jeg at redde nogen af forårsløgene, 
de blev sat om i haven, men er endnu ikke dukket op til overfladen.
Måske har jeg sat dem for dybt.
Da Smukkehunden og jeg niflede i morges,
mødte vi disse skønheder.
De var brudt ud gennem en hæk i en fremmed mands have,
så langt ud, at jeg plukkede en buket næsten uden at føle mig som tyv.
Nu står de og lyser på min værkstedsformiddag.

onsdag den 21. marts 2012

Et lille puf i ryggen

Der er den nordjyske garnhimmel,
og så er der den århusianske garnhimmel.
I Fandango har jeg fået lov at hvæsse min jobduelighed det næste stykke tid,
sideløbende med op-af bakke disiplinen fleksjobsøgning.
Jeg boltrer mig i skønne fibre og skønne kollegaer.
Det giver energien og troen på et nyt arbejdsliv et ordentlig puf i ryggen

tirsdag den 20. marts 2012

Tirsdagsglimt




Min nye taske er blevet masseret godt og grundigt i læderfedt.
Nu knirker den på den gode måde.
Det gamle bælte er blevet syet og er nu klar til et nyt liv som skulderrem.
Foråret skal fejres med et nyt tørklæde i smækkerlækker uld-bomuldblanding.
Ideen er en blanding af strik og hækling.
Hvis det kan realiseres som det ser ud inde i min kreahjerne,
så bliver det fileme flot.
Jeg har vasket alfabetet og skrevet et lille blærebrev til krea-veninderne.
Når Smukkehunden og jeg har rundet stranden,
skal jeg sy fugl.

De står på spring

Bare to dage inde i stuens varme
og de yndigste mirabelleblomster sprang ud.
Inden længe drysser de forårsne langs hegnet hvor Smukkehunden og jeg nifler.