onsdag den 29. januar 2014

Nyt år, nye lege

Januar i værkstedet er leg med nye ideer.
Eksperimenter og gaggede gangarter.
Plads til nye teknikker og frit valg på alle hylder.
Jeg har leget med silkemaling og viskelædertryk. En leg jeg slet ikke er færdig med endnu.





tirsdag den 28. januar 2014

Arbejdsskade

Den intense inspiration fra mit arbejde har gjort mig hooked på korssting igen.
Det er ren meditation at sidde og digte med nål og tråd.
Kattebroderierne er fra en fin fransk broderibog "Chats au de croix" af Marie-Therese Saint-Aubin.
Bogen er desværre udsolgt fra forlaget.
Pipfuglene er selvdigtede ligesom resteboblerne.






mandag den 27. januar 2014

Jeg har lært at læse igen

Jeg har holdt daseweekend. Helt uden aftaler og to-does.
Jeg har lavet SÅ meget ikke en skid.
Slidt på sofaen, slugt en masse sider i en tyk bog.
Jep jeg har fået min læseevne og lyst tilbage. For efterhånden mange år tilbage fratog mit stressmonster mig evnen til at kunne koncentrere mig om at læse skønlitteratur.
Jeg har savnet det SÅ meget, for jeg har, siden jeg som barn fangede fidusen med at læse, været en rigtig læsehest .
Det forunderlige er at jeg genvandt evnen ved at acceptere at jeg havde mistet den.
I lang tid kæmpede jeg stædigt med at få mening ud af bogsiderne. For hvert mislykket forsøg, blev jeg mere og mere fortvivlet og dårligere og dårligere til at koncentrere mig.
Jeg stablede på en måde det ene nederlag ovenpå det andet.
Det var det samme med hukommelsen der også var pist væk. Jeg blev vred, fortvivlet og panikkede når jeg ikke kunne huske fra min næse til min mund.
Jeg pressede igen og igen mig selv til at gøre som jeg plejede at kunne gøre.
En meget kontant og barsk udmelding blev overraskende nok min redning.
Jeg blev konfronteret med at jeg ikke skulle forvente at genvinde min koncentrationsevne eller min hukommelsesevne igen.
Jeg blev istedet opfordret til at knokle på med at finde alternativer og fiduser til at klare mig i min nuværende virkelighed.
Gule lapper kom ind i mit liv i overvældende mængder.
Glittede bolig og modemagasiner kom på sengebordet istedet for tykke romaner.
Nyd det du kan, istedet for at slå dig selv i hovedet med det du ikke kan.
Stille og roligt oplevede jeg at jeg jo godt kunne huske, jeg skulle bare huske på en anden måde end tidligere.
Stille og roligt oplevede jeg at jeg godt kunne koncentrere mig og fordybe mig i noget, bare ikke nær så lang tid af gangen.
I stedet for at begræde mine manglende romanlæsermuskler, gav jeg mig selv lov til at nyde fotos og korte tekster i alskens magasiner.
Med tiden lykkedes det mig at få skubbet mine forventninger til mig selv i sync med min virkelighed.
Det lykkedes at genoplive læselysten og finde glæde i at fordybe mig i ord og stemninger.
Jeg høvler ikke længere en roman på rekordtid. Jeg slubrer den i små slurke og nyder hver side der vendes.
Jeg er måske ikke en læsehest, men en nuttet lille læsepony er er kommet ud af det.

 

søndag den 26. januar 2014

Lys please........

Januar trækker tålmodigheden i ørerne.
Lyset har gemt sig og kulden sniger sig ind af sprækkerne.
Jeg synes ikke jeg tidligere har været vintertræt på den her træt af vinter-måde.
Jeg vil gi´min ene arm for en vindstille solskinsdag med blå himmel og frost.
Jeg er så træt af grå dage, hvor det aldrig bliver rigtig lyst.

Heldigvis er værkstedshulen lun og fyldt med energi og ideer.
Lige nu tegner jeg dutter.
Klipper dem ud og limer dem på prikpapir.